Så sidder vi her i Las Vegas. En by der på næsten alle måder
tiltaler en person som mig. Sol og varme konstant og med mulighed for at spille
poker konstant. Vi nyder de varme solrige dage i poolen om dagen, og der
spillet en del poker om aftenen. Det kan næppe være muligt at have svømmet så
meget, som lille Sebastian allerede har svømmet J
Det er dejligt at se og mærke at han hele tiden nyder at vi her! Las Vegas, my favorite US city!
Men tankerne strejfer mig også, at vi desværre også skal
hjem igen. Nu er det hele lige så rart. Der er 100% tid til at hygge om
hinanden, men dagligdagen truer i det fjerne. ’Problemet’ med at have rejst væk
i længere tid, som vi gjorde i 2011/2012, er at vi bare har fundet ud af, at
livet er ALT for kort til at bruge på at arbejde hele sit liv for at gå på
pension når man er grå og skindød. Livet skal leves, og du har kun dette ene
forsøg. Gør dog det du har lyst til,
sålænge økonomien er tænkt ind i det, så skal den bare fyres af! Vi har
virkeligt lært meget at vores sidste rejse! Lært rigtigt meget omkring
prioriteter i livet, og hvad der egentligt er vigtigt for os.
Jeg syntes det er super trist, at tænke på, at skulle vende
hjem igen. Hjem til hvad? Hjem for at se alle andre stresse rundt som en anden
stak lemminger...? Prøv at se på morgentraffikken når du kører på job, det er
som at se en stor flok dyr hvor en går den ene vej, og så følger alle andre
bare trop og kører i samme retning, uden at tænke mere over det. Eller hjem for
at læse ligegyldige nyheder, og om ’hvor hårdt folk har det på jobbet’? At
stress er en folkesygdom, eller om det nu regner på lørdag. Boliglån, renter,
pension, politik hvor der alligevel ikke sker en skid uanset hvad jeg end måtte
mene om det. Eller hvad ved jeg... Hjem til hvad om jeg må spørge igen? Boliglån
og ratepension – nej tak!
Jeg beder ikke om at blive rig på penge, det simple liv
tiltaler mig aldeles meget! Et simpelt liv med andet indhold end bare at
arbejde i 40 år, for så at vågne op og og finde ud af, at livet faktisk er
MEGET mere end bolig, stor bil, stress på jobbet, der medfører at du ikke har
tid til familien, og bagefter skal jeg så belemres med at se artikler i dagens
aviser, omkring hvor meget vi stresser på jobbet. Folk kan bare vågne op og
gøre det der skal til for at få et andet liv, det er min mening! Det er ikke
samfundets skyld, det er DIN EGEN! Du kan bare sige op, og finde dig et andet
job – it’s actually that simple... Eller måske hjem for at læse om folk der
rent faktisk får penge af samfundet, brokke sig over at de ikke ’kan klare den’?
Hvad er det for en indstilling? Du FÅR penge, lad være at brokke dig, eller
rejs ud og se hvordan ELENDIGHED rent faktisk ser ud... Så finder du ud af, at
du ikke er en SKID stakkels...Et liv hvor det materielle, på overfladen om ikke
andet, fylder meget for folk. Statussymboler, eller hvad ved jeg? Hvor var det
lige jeg skrev under på, at det var sådan ’man’ skulle leve? Nej, folk må gøre
hvad de vil, det er et frit samfund. Fyr den af med de prioriteter, hvis det er
det folk mener der er ’indhold’ i livet. Jeg vil gøre mit bedste for, at der
kan komme til at ske noget andet... Om det lykkedes, vil tiden jo vise, men
hvor der er vilje er der også vej...
Sagen er nok bare den, at tanken om at flytte ud og gøre
noget helt andet, noget mere lystbetonet, end bare at arbejde til jeg er
skindød, den skal der gøres noget ved. Planerne tager hurtigt fart for vores
lille familie. Vi skal noget andet – vi gider ikke bare være lemminger, der går
i samme retning som de andre, i hvert fald ikke uden bevidst at have valgt det.
Jeg tænker også, at det kunne være fantastisk at give Sebastian noget ’med i
bagagen’. Se hvordan andre børn har det ude i verden, måske at han i en alder
af 6 år både kunne snakke dansk og spansk, dansk og engelsk, dansk og noget
andet, eller måske 3 sprog? Måske han ikke plager om den Ipad, hvis han har set
hvordan verden også kan se ud for børn. Hvad får han ikke suget til sig
allerede som barn? Hvad får Trine og jeg ikke ud af det? Og denne gang, vil jeg ikke, som sidste gang, sige 'skal vi ikke rejse hjem'... For nu ved jeg, at der alligevel ikke er noget derhjemme at rejse hjem til...Pejlemærket er julen
2015, hvor vi igen vil ’gøre noget stort’. Der kan ske mange ting inden den tid, men det
er pejlemærket indtil videre.
Jeg vil lade det stå hen i det uvise hvad det kunne være, I
kan selv begynde at tænke jeres tanker, omkring hvor jeres liv skal føre hen...