Et surt opstød eller tanker om fremtiden...

Så sidder vi her i Las Vegas. En by der på næsten alle måder tiltaler en person som mig. Sol og varme konstant og med mulighed for at spille poker konstant. Vi nyder de varme solrige dage i poolen om dagen, og der spillet en del poker om aftenen. Det kan næppe være muligt at have svømmet så meget, som lille Sebastian allerede har svømmet J Det er dejligt at se og mærke at han hele tiden nyder at vi her!  Las Vegas, my favorite US city!

Men tankerne strejfer mig også, at vi desværre også skal hjem igen. Nu er det hele lige så rart. Der er 100% tid til at hygge om hinanden, men dagligdagen truer i det fjerne. ’Problemet’ med at have rejst væk i længere tid, som vi gjorde i 2011/2012, er at vi bare har fundet ud af, at livet er ALT for kort til at bruge på at arbejde hele sit liv for at gå på pension når man er grå og skindød. Livet skal leves, og du har kun dette ene forsøg.  Gør dog det du har lyst til, sålænge økonomien er tænkt ind i det, så skal den bare fyres af! Vi har virkeligt lært meget at vores sidste rejse! Lært rigtigt meget omkring prioriteter i livet, og hvad der egentligt er vigtigt for os.

Jeg syntes det er super trist, at tænke på, at skulle vende hjem igen. Hjem til hvad? Hjem for at se alle andre stresse rundt som en anden stak lemminger...? Prøv at se på morgentraffikken når du kører på job, det er som at se en stor flok dyr hvor en går den ene vej, og så følger alle andre bare trop og kører i samme retning, uden at tænke mere over det. Eller hjem for at læse ligegyldige nyheder, og om ’hvor hårdt folk har det på jobbet’? At stress er en folkesygdom, eller om det nu regner på lørdag. Boliglån, renter, pension, politik hvor der alligevel ikke sker en skid uanset hvad jeg end måtte mene om det. Eller hvad ved jeg... Hjem til hvad om jeg må spørge igen? Boliglån og ratepension – nej tak!

Jeg beder ikke om at blive rig på penge, det simple liv tiltaler mig aldeles meget! Et simpelt liv med andet indhold end bare at arbejde i 40 år, for så at vågne op og og finde ud af, at livet faktisk er MEGET mere end bolig, stor bil, stress på jobbet, der medfører at du ikke har tid til familien, og bagefter skal jeg så belemres med at se artikler i dagens aviser, omkring hvor meget vi stresser på jobbet. Folk kan bare vågne op og gøre det der skal til for at få et andet liv, det er min mening! Det er ikke samfundets skyld, det er DIN EGEN! Du kan bare sige op, og finde dig et andet job – it’s actually that simple... Eller måske hjem for at læse om folk der rent faktisk får penge af samfundet, brokke sig over at de ikke ’kan klare den’? Hvad er det for en indstilling? Du FÅR penge, lad være at brokke dig, eller rejs ud og se hvordan ELENDIGHED rent faktisk ser ud... Så finder du ud af, at du ikke er en SKID stakkels...Et liv hvor det materielle, på overfladen om ikke andet, fylder meget for folk. Statussymboler, eller hvad ved jeg? Hvor var det lige jeg skrev under på, at det var sådan ’man’ skulle leve? Nej, folk må gøre hvad de vil, det er et frit samfund. Fyr den af med de prioriteter, hvis det er det folk mener der er ’indhold’ i livet. Jeg vil gøre mit bedste for, at der kan komme til at ske noget andet... Om det lykkedes, vil tiden jo vise, men hvor der er vilje er der også vej...

Sagen er nok bare den, at tanken om at flytte ud og gøre noget helt andet, noget mere lystbetonet, end bare at arbejde til jeg er skindød, den skal der gøres noget ved. Planerne tager hurtigt fart for vores lille familie. Vi skal noget andet – vi gider ikke bare være lemminger, der går i samme retning som de andre, i hvert fald ikke uden bevidst at have valgt det. Jeg tænker også, at det kunne være fantastisk at give Sebastian noget ’med i bagagen’. Se hvordan andre børn har det ude i verden, måske at han i en alder af 6 år både kunne snakke dansk og spansk, dansk og engelsk, dansk og noget andet, eller måske 3 sprog? Måske han ikke plager om den Ipad, hvis han har set hvordan verden også kan se ud for børn. Hvad får han ikke suget til sig allerede som barn? Hvad får Trine og jeg ikke ud af det?  Og denne gang, vil jeg ikke, som sidste gang, sige 'skal vi ikke rejse hjem'... For nu ved jeg, at der alligevel ikke er noget derhjemme at rejse hjem til...Pejlemærket er julen 2015, hvor vi igen vil ’gøre noget stort’.  Der kan ske mange ting inden den tid, men det er pejlemærket indtil videre.

Jeg vil lade det stå hen i det uvise hvad det kunne være, I kan selv begynde at tænke jeres tanker, omkring hvor jeres liv skal føre hen...